Rebel Pictures
Alle nyheder

Udvikling

Sidste Heat: Født på speedwaybanen

En dansk spillefilm under udvikling om skyld, hjemkomst og de fællesskaber, der former os.

Speedwaykørere på en dansk bane set fra luften

Sidste Heat er en dansk spillefilm under udvikling hos Rebel Pictures. Filmen udspiller sig i et presset, provinsielt speedwaymiljø, hvor stemningen er blevet tung, og hvor både publikum og den næste generation af kørere langsomt er forsvundet.

I centrum står Chris, spillet af Morten Agerholm, en tidligere speedwaystjerne, der tvinges tilbage på cyklen, efter et frygteligt styrt satte punktum for hans karriere. Det, der begynder som en comebackfortælling, bliver en film om skyld, maskulinitet, tilhørsforhold og den svære vej hjem.

Historien udspringer af instruktør Jesper Tønnes’ egen opvækst i Føvling og hans forhold til livet på landet. Filmen undersøger de særlige sociale dynamikker, der kan gøre disse fællesskaber stærke, loyale og betydningsfulde, men samtidig svære at passe ind i.

Speedway er mere end en kulisse. Fire motorcykler, fire runder og ingen bremser skaber en verden, hvor enhver beslutning får en øjeblikkelig konsekvens. I Sidste Heat bliver farten, lyden, støvet og de lange pauser mellem løbene en del af den følelsesmæssige fortælling.

Sammen med et dedikeret filmhold, professionelle speedwaykørere og frivillige har Rebel Pictures lavet en række testoptagelser på Moldow Speedway Arena og Fjelsted Speedway Klub. Der er filmet på analog 16mm-film, digitale cinema-kameraer og actionkameraer i et forsøg på at finde det billedsprog, hvor hastighed, nærhed og sårbarhed kan eksistere side om side.

Se proof of concept

Bag projektet står Mads Erichsen, Kristoffer Engholm Aabo, Jan Warborg Hansen og Jesper Tønnes. Testoptagelserne blev mulige takket være professionelle speedwaykørere, et engageret filmhold, Morten Agerholm og Mira Obling i rollerne som Chris og Sofie og alle dem, der åbnede dørene og lod os komme helt tæt på.

Sidste Heat er fortsat under udvikling. Kontakt Rebel Pictures for mere information om filmen.

Alle nyheder